Skattestyrelsen indkræver årligt ca. 1100 milliarder kr. i skat. Vil du være med til at bidrage til denne vigtige samfundsmæssige opgave? Er du samtidig god til at samarbejde, motivere og inspirere, og ønsker du at stå i spidsen for Skattestyrelsens centrale juridiske rådgivende kontor inden for selskabsskat, MAP og transfer pricing? Så er du måske vores nye kontorchef.
Opgaven kræver fokus på faglighed, styring, trivsel og udvikling
Som kontorchef for 12 erfarne og specialiserede medarbejdere i Selskab, MAP og Tranfer Pricing i Skattefaglig afdeling har du det faglige ansvar for kontorets opgaveløsning. Samtidig har du det daglige ansvar for kontorets personale, økonomi og udvikling samt planlægning, prioritering og styring. Du skal dermed både fungere som drifts- og personaleleder og som faglig sparringspartner for dine medarbejdere inden for dit område. Du skal sætte strategisk retning, sikre målopfyldelse inden for dit eget område og skabe sammenhæng mellem den overordnede strategi og opgaverne i kontoret.
Kontoret er opdelt i tre teams:
- Selskabsteamet beskæftiger sig med beskatningen af selskaber, fonde og foreninger.
- Transfer Pricing-teamet varetager opgaverne med den særlige del af selskabsbeskatningen, der vedrører armslængdeprincippet for kontrollerede transaktioner. Medarbejdere deltager i EU’s og OECD’s arbejde med transfer pricing.
- MAP-teamet varetager opgaven med den gensidige aftaleprocedure til undgåelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med anvendelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, når sagerne ikke vedrører transfer pricing.
Din kontaktflade spænder bredt internt i Skattestyrelsen, da kontoret bl.a. rådgiver de øvrige fagområder. Du kommer også til at arbejde tæt sammen med Skatteministeriets departement i forhold til det lovforberedende arbejde, ligesom du får en tæt kontakt til eksterne organisationer.
Kontoret har bl.a. ansvaret for at:
- forberede principielle bindende svar, der afgøres af Skatterådet
- afvikle undervisning af Skattestyrelsens medarbejdere
- sikre ministerbetjening og lovforberedende arbejde
- håndtere principielle sager i Landsskatteretten og ved domstolene i samarbejde med Kammeradvokaten og Skatteministeriet
- skrive og opdatere Den juridiske Vejledning
- udarbejde styresignaler
- agere sparringspartner for øvrige enheder i Skattestyrelsen i bl.a. vejlednings- og kontrolopgaver
- varetage forhandlinger med udenlandske skattemyndigheder og internationalt arbejde.
Faglig stærk og løsningsorienteret leder med flair for personaleledelse
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur., cand.merc. jur., master i skat eller lignende. Du har stærke juridiske kompetencer, gode kommunikationsevner og erfaring med eller mod på personaleledelse. Det er en fordel, hvis du har et godt kendskab til selskabsbeskatning, international beskatning og/eller transfer pricing.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- har erfaring som faglig sparringspartner og har styr på, hvordan du giver sparring, som dels hjælper dine medarbejdere i opgaveløsningen, dels er med til at udvikle deres faglighed
- kan tale med folk - både dine egne medarbejdere, men også dine kolleger fra resten af skattestyrelsen og eksterne samarbejdspartnere
- er en tydelig leder med øje for dine medarbejdere og deres trivsel
- har forretningsforståelse og politisk tæft, arbejder løsningsorienteret og bevarer overblikket, så vi også arbejder koordineret på tværs af kontorerne i Skattefaglig afdeling.
Jura, Selskab, MAP og Transfer Pricing - dit kontor
Du bliver en del af ledergruppen i Skattefaglig afdeling under Jura i Skattestyrelsen, hvor vi har et tæt samarbejde omkring afdelingens opgaver, drift og den strategiske udvikling. Vi lægger vægt på at arbejde sammen om at nå fælles mål – såvel i kontoret som i afdelingen.
Skattefaglig afdeling består af 7 kontorer med ca. 110 medarbejdere og dækker alle områder vedrørende skat, moms og afgifter, og skal gennem vejledning og rådgivning medvirke til at sikre korrekt lovfortolkning samt ensartet regelanvendelse og praksis i Skatteforvaltningen.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning inkl. CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest tirsdag den 6. juni 2023.
Vi forventer af afholde samtaler i uge 24 og 25.
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til underdirektør Jesper Wang-Holm på 22 40 20 15.
Der vil indgå en logisk analyse og en personanalyse i ansættelsesforløbet.
Forud for ansættelsen vil der desuden blive indhentet en straffeattest.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles i overensstemmelse med rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen indplaceres i løngruppe 1, svarende til lønramme 37. Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål, men der vil eventuelt være mulighed for varig ansættelse.
Hvis du er tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.
Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Hannemanns Allé 25, 2300 København S.
Om Skattestyrelsen
’Vi sikrer, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden’
Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre finansieringen af det, vi er fælles om.
Uanset, hvilken jobfunktion du skal varetage i Skattestyrelsen, kommer du til at arbejde med at sikre finansieringen af velfærdssamfundet og meget af det, der skaber sammenhængskraft i Danmark; skoler, hospitaler, veje og meget mere. Vores organisation er fyldt med specialister, der arbejder sammen på tværs af mange forskellige fagligheder og geografisk placering, så du bliver en del af et mangfoldigt fællesskab, hvor vi løser komplekse og krævende opgaver. Som ny vil du opleve, at læringskurven er stejl, og at du opbygger kompetencer, der vil følge dig i din videre karriere.
Læs mere om Skattestyrelsen på www.sktst.dk.
Skattestyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.